I en af Faaborgs smalle, brostensbelagte gader ligger et lillebitte smalt byhus. Det er kun 56 kvadratmeter og på sit bredeste 3 meter. Beliggende på Faaborgs mindste matrikel på kun 45 kvm, så man lægger dårligt mærke til det, når man går gennem gaden. Byhuset eller nærmere Spaltehuset blev oprindelig bygget i år 1777, men er ombygget så mange gange, at det ikke længere var til at kende. Det blev i år 1925 grundmuret i stedet for det oprindelige bindingsværk og senere i år 1958 byggede den sydfynske kunstmaler Alex Kyed en 1. sal på i typisk 1950ér stil med bølgeeternit tag. Endelig blev der bygget en mellemgang i år 1986 for at forbinde forhuset med baghusets toilet, hvilket gav en mikroskopisk gårdhave. Ikke til- og ombygninger som har gavnet huset. Husets stand var  meget dårlig. Vinduerne var rådne og mange punkterede, pudsen skallet af mange steder, eternittaget slidt og køkkenet nærmest ikke eksisterende beliggende på første sal. Det var blevet en grim ælling.

aNNeKS arkitekter aps har med nænsom tilgang givet huset sin sjæl tilbage. Ikke en tilbageførsel til det oprindelige udtryk fra år 1777 - dertil var der sket for mange ændringer - men til en fortolkning, som lægger sig nænsomt ned i gaden og får en ligeværdig dialog med de øvrige huse som står skulder ved skulder i den gamle smalle gade. 

Byhuset er renoveret ud fra et princip om æstetisk ansvarlighed og en vision om at genbruge kvalitetsmaterialer i videst muligt omfang - cirka 75 %. Huset fik koblede nye rammevinduer med en vandret tynd sprosse - og den blå facade farve blev udskiftet med en hvid silikatmaling med gullig undertone. Murstene anes under den filsede facade og en enkelt linje ornament på midten af facaden er indført, for at skabe harmoni og sammenhæng i facade udtrykket. Hoveddøren blev genbrugt, malet lampesort og fik monteret to glas i de øverste fyldninger samt et gammelt messing håndtag fra Nørrebro Kirkes udskiftede hoveddør. Taget blev udskiftet med et restparti røde kulbrændte danske vingetagsten. Huset fik et roligt ydre og fik sin kvalitet tilbage.

Fotos af genbrugskøkkenet i røget egetræ. |  Foto (c) Unoform

Den gamle 200 årige slagbænk har fundet sin plads med arret i den gamle lerstensvæg.  |  (c) Foto Unoform

 Sammenstød med genbrugstegl og røget eg. |   (c) Fotos Unoform

Mellemgangs orangerilignende stemning.    |  (c) Foto Unoform

Arkitektur er materialer - dagslys, rå materialer og nænsomme farver. 

Arkitektur er også historier. Og de forskellige rumligheder minder os om noget. Billeder eller historier som dukker op fra tidligere oplevelser. I byhuset er der, trods den lille størrelse, fire markante og forskellige rumligheder. Fire historier som fortælles i dagslys, rå materialer og nænsomme farver.

Den første historie som fremkommer når man træder indenfor, er det smalle køkken allrum - Omsluttet af mørke, men dog dagslys i begge ender - som min farfars kælder, hvor de hjemmelavede fiskestænger hang ned fra loftet. Trygt og intimt. Køkkenet er et genbrugt sort røget egetræs Unoform køkken model Avantgarde på en sokkel af en rest teaktræ med en brugt hvid keramisk porcelænsvask på en bordplade af kvadratiske gullige genbrugs teglklinker. En blottet væg med brune ubrændte lersten med indlagte brændte gule mursten fortæller historien om husets oprindelse. Væggen er helt tilbage fra år 1777, og de indlagte brændte gule mursten er stjålet fra det nedrevne kloster tæt ved Helligsåndskirken for enden af Hospitalstæde. Spor fra en tidligere el ledning som ubehjælpsomt er blevet fræset ind i væggen er bevaret. Et ar som er bibeholdt for at fortælle historien. Genbrugte Asger BC spots lyser køkkenet op - og forstyrrer ikke rumligheden. Rummet emmer af at være trygt - som en hule - og man kan snildt forestille sig en rolig vinterdag siddende i slagbænken under trappen med sin bog og kaffe.

Den anden historie er den dagslys belyste mellemgang, som er er blevet til et orangeri lignende rum. I stærk kontrast til det lidt dunkle køkken allrum åbner mellemgangen sig op mod himlen og lader denne komme inde i midten af huset. Mellemgangen er opbygget med plader i birkekrydsfiner på loft og væggen mod haven. Giver fornemmelse af noget let - noget som er udenfor. Den indre beliggende hemmelige have titter frem med alle sine grønne gevækster - og fletter sig sammen med mellemgangen. Ovenlys og glas foldedøre åbner det hele op. Ude bliver til inde. Her kan man sidde og kigge på skyerne og høre bladenes susen i det fredede store egetræ på Hospitalstræde. Om aftenen får stjernerne frit spil gennem ovenlysene.

For enden af mellemgangen er toilettet og en enkel hvidmalet trappe, hentet på Djursland, fører op til en hems, hvor man kan sove. Denne sovehems er den tredje historie. Den er også beklædt med plader i birkekrydsfiner, gule kvadratiske genbrugs teglklinker på sidevæggene og 3 små ovenlys i støbejerns stil, danner en lille rede. Det føles varmt og trygt. Den lave sengen er en japansk futon på tatami måtter af søgræs understreger højden. Der er en japansk enkelhed over rummet, hvor alt er tilpasset den snævre plads. Et simpelt loftsrum er blevet et vidunderligt soverum tæt på egetræet på Hospitalstræde.

Den sidste historie er opad den oprindelige sortmalede trappe fra køkken allrummet. Første salen som ufølsomt blev bygget ovenpå i 1950érne. Vi har prøvet at skabe et rum med sin helt egen historie her. Skrællet det ind til benet og fjernet de gamle lave lofter - og blottet tagkonstruktionen fra 1950érne og 1777érne med loft til kip. De fortæller i munden på hinanden hver deres historie. Kunstmaleren Alex 

Kyed´s finurlige koøje vindue i gavlen er blevet åbenbaret - sad før i loftsrummet - og solens stråler danser nu afsted på den modsatte væg som et solur. Utzons Can Lis har ikke levet forgæves - her er det blot en tilfældighed, som vi fik gravet frem. Sjælen kommer til udtryk. Stuen på første sal giver et rum med højt til loftet i modsætning til køkken allrummet - endnu en ny historie og kontrast. 

Trods byhusets beskedne størrelse giver de fire rumligheder en masse historier - og huset føles større end det er, fordi der altid er en ny historie, når man skifter rum. 

Det er vores måde at finde sjælen på.

Fotos af hems med genbrugstegl, birkekrydsfiner og nye ovenlys. |  Foto aNNeKS aps

 1. salens blottede beton mursten fra år 1958 - bemærk solens aftegning fra koøjet på væggen. |   (c) Foto Unoform

Dagslyset på færde på stuens kip loft på 1. salen.   |  (c) Foto aNNeKS aps

Dagslyset titter lige ind i køkken allrummet fra orangeri mellemgangen. Stemning og sjæl.  |  (c) Foto aNNeKS aps

Den hemmelige have set fra første salen.   |  (c) Foto Katrine Becher Damkjær

Kulbrændte vingetegl uden udhæng er lagt. Haven skimtes nedenfor.  Udsigten fra hemsen.  |  (c) Foto aNNeKS aps

Dagslyset danner flygtige kunstværker på væggen i orangeri mellemgangen. Sjælen titter frem.  |  (c) Foto aNNeKS aps

Før ombygningen - påtrængende og upassende.  En grim blå ælling. 

  |  (c) Fotos EDC

Før ombygningen - første salens lavloftede rum med køkken og hems ovenover. Meget småt og trangt.

  |  (c) Fotos EDC

Før ombygningen - den hemmelige have og mellemgangen. 

  |  (c) Fotos EDC