0 OPSTART - Kom indenfor

Spillefilm er spændende og underholdende. Vi bliver grebet af historien i spillefilm, fordi vi lever os ind handlingen og identificerer os med hovedpersonerne.

Fordi vi lader os gribe af spillefilm, påvirker de os. Billederne og lyden er med til at give os nogle forestillinger om verden. Det gælder også historiske spillefilm - altså film, hvor handlingen foregår på et tidspunkt i fortiden. Historiske spillefilm former vores forestillinger om, hvad der skete, og hvordan personerne var og tænkte på det tidspunkt, hvor handlingen foregår. 

Derfor er det vigtigt at forholde sig til historiske spillefilm, fx i ud fra spørgsmål som:
  • Hvad er det for historier, der er i historiske spillefilm?
  • Fortæller historiske spillefilm sandheden om fortiden?
  • Hvordan påvirker de vores forestillinger om fortiden?
Dette kursus vil lære dig, hvad der er afgørende for udformningen af historie i historiske spillefilm. Og du lærer at analysere film, så du ved, hvordan og hvorfor de påvirker dig. 

God fornøjelse med kurset!


Om MOOC og studieteknik 

I dette kursus er der både tekst, videoer og opgaver. Her er et par råd til, hvordan du bedste arbejder med dem.

Videoerne 
Når du ser videoerne, KAN du læne dig tilbage og nyde dem, som du måske plejer, når du ser film eller video.
Men det BØR du ikke gøre her.

Det er en rigtig dårlig idé - både fordi du går glip af en masse vigtige informationer, men også fordi du lader videoen styre, hvad du skal tænke. Tænk i stedet selv.

Det gøres bedst ved at tænke på videoen som en god undervisningsbog.
  • Tag noter.
  • Tænk over, hvad der bliver sagt.
  • Formuler også gerne din nye viden bagefter. Enten til en kammerat eller på skrift.

Opgaverne
Der kommer flere forskellige slags opgaver.

I nogle af dem skal du diskutere med andre i et forum. Nogle er vant til at arbejde på denne måde, mens andre vil have sværere ved det. Dette er noget, som skal overvindes, for du lærer klart mest, hvis du selv forsøger at formulere dine tanker. Og ved at få kommentarer fra andre, der måske har en anden måde at se tingene på.

Så hermed en opfordring til at springe ud i diskussionerne og nyde, at der er en masse andre, der kan give dig brugbar feedback.


Underviserne

Inden du går i gang, vil vi lige kort præsentere underviserne. Peter Yding Brunbech og Jens Aage Poulsen vil du ofte se i videoerne. 



Peter Brunbech har blandt andet været med til at lave 
Danmarkshistorien.dk og  Dilemmaspillet 9. april



Jens Aage Poulsen har skrevet rigtig mange af historiebøgerne til folkeskolen, så I kender ham måske i forvejen.













MOOC'et er desuden udviklet af:
  • Projektleder: Nikolaj Petersen, adjunkt, cand. mag. og Master
  • Filmproducer: Poul Kjær Lauridsen, lektor 
  • MOOC-konsulent: Lone Guldbrandt Tønnesen, lektor