Ligge eller lægge

Reglen er, at man bruger ligge uden objekt (genstandsled) og lægge med objekt.
  • Bogen ligger på bordet (uden objekt).
  • Jeg lægger bogen på bordet (bogen = objekt).
  • Æblerne ligger i skålen (uden objekt).
  • Jeg lægger æblerne i skålen (æblerne = objekt).

Huskeregel: Ligge er noget, der ligger stille, mens lægge er en bevægelse.
  • Bogen ligger på bordet (stille).
  • Jeg lægger bogen på bordet (bevægelse).

Man kan også teste ved at indsætte sidde og sætte. Hvis du skal bruge sidde med i, skal du også bruge ligge med i. Skal du bruge sætte med æ, skal du også bruge lægge med æ.
  • Folk lægger (sætter) gaverne under juletræet.
  • Gaverne ligger (sidder) under juletræet.

Bøjning af ligge og lægge:
  • ligger (præsens) – lå (præteritum/imperfektum) – har ligget (perfektum)
  • lægger (præsens) – lagde (præteritum/imperfektum) – har lagt (perfektum)