OegGuide - Pædagogiske aftaler

OEG-guiden beskriver overordnede pædagogiske aftaler for primært lærergruppen. Aftalerne suppleres af sitet: Pædagogiske retninglinjer, der er henvendt til både elever og lærere.

Vores pædagogiske vision

Den moderne skole skal træne eleverne i at kunne håndtere en hverdag (og et kommende arbejdsliv), der stiller store krav til den enkeltes faglige kunnen og til at kunne formidle den faglighed i en mindre eller større samarbejdsrelation. Løsningen af moderne problemstillinger er ofte kompleks og fordrer derfor diversitet i metode, faglighed og perspektiv.

Vores skoles særlige arkitektur afspejler på flere måder en moderne arbejdsplads: den enkelte (elev og lærer) kan arbejde helt for sig selv (skabe et individmiljø evt. med egen computer), vælge at arbejde sammen med en eller flere klassekammerater i en gruppe, formidle et produkt (mundtligt eller skriftlig - evt. med brug af IT) for en større gruppe. Endelig kan læreren vælge at formidle fagligt stof, vise hvordan en given opgave kan udføres eller skabe rum for en klassediskussion. Vores bygning har miljøer til alle disse aktiviteter. Faktisk åbner vores bygning mulighed for, at vi alle lærer at navigere mellem yderpunkterne individ og fællesskab. Hvis vi har brug for ro til individuel fordybelse, kan vi finde et stille hjørne, men fællesskabet er aldrig langt væk. At fællesskabet kan synes påtrængende, tvinger os til at skabe tydelige rammer for individuel faglig fordybelse, når det er den aktivitet, der er i fokus.

Som på en moderne projektorienteret arbejdsplads tænkes undervisningen frem mod konkrete mål. Skolens undervisningsmiljøer stiller særlige krav til at arbejde med elevaktiverende arbejdsformer i undervisningen. Det er et mål for pædagogikken på Ørestad Gymnasium, at faglig viden skal anvendes aktivt, så eleverne oplever relevans og betydning af den viden, de opnår i fagene.

Der skal i undervisningen være særligt fokus på, at eleverne opnår handlekompetence og evne til at deltage i et demokrati. Evnen til at handle på baggrund af en faglig viden opnås mest effektivt gennem faglige produktioner fx i form af oplæg, tværmediale formidlingsopgaver eller produktformer, der skaber værdi for andre. Undervisningen har et særligt fokus på at bringe undervisningen i spil med det omgivende samfund og skabe autentiske undervisningsformer. Variation i opgaveprodukter skal både give den enkelte udfordringer i forhold til særlige faglige interesser og træne løsninger i fællesskab.

Vi er en skole med stor variation i elevtyper, kulturer og indfaldsvinkler. Vi sætter stor pris på forskelligheden og stiller få, men vigtige krav til den enkelte: lyst til at lære i dialog med andre, aktiv deltagelse i undervisningen, herunder forberedelse til timen, samt respekt og hensyntagen til andre. Vi giver mange tilbud til eleverne - både i og uden for undervisningen - tilpasset de forskellige elevtypers forudsætninger, interesser og ambitioner. Og vi følger op på tilbuddene med særlige tiltag (fx studiecamps) der styrker eleverne såvel fagligt som socialt.

Undervisningen differentieres, så den retter sig mod den enkelte elevs nærmeste udviklingszone. Lærerne arbejder sammen i fagbaser blandt andet for at differentiere flere klasser ad gangen i forhold til undervisningsmiljøer, fagligt niveau eller læringspræferencer. Nogle elever har brug for meget stilladsering; hjælperedskaber der stykke for stykke understøtter en systematisk opbygning af faglig viden, mens andre kan kapere meget ny viden på én gang og får størst udbytte af at træne det tillærte mange gange i løbet af de tre år i stigende komplekse anvendelsesformer.

De enkelte undervisningsforløb skal derfor indtænke en faglig progression, og undervisningsforløbene skal varieres over forskellige produktformer. Den faglige progression, studieretningenstoningen og undervisningsformerne skal fremgå af den enkeltes klasses studieplan samt bidrag til den overordnede studieplan.

IT indgår som en naturlig del af enhver undervisning der hvor den kvalificerer indlæring og formidling. Anvendelsen af IT er samtidig med til at variere og differentiere undervisningen. Dele af undervisningen foregår uden for bygningen, hvor eleverne producerer og formidler viden i autentiske arbejdsmiljøer for eksempel artikler til en avis og andre formidlingsopgaver til erhvervsvirksomheder. Også internt i bygningen foregår der autentisk undervisning, hvor elever underviser elever fra andre klassetrin.

Efterfølgende wiki beskriver nuværende pædagogiske praksis og aftaler på Ørestad Gymnasium. Det er en dynamisk tekst, der opdateres ved begyndelsen af hvert skoleår.