Farvetoner

- et essay om synæstesi

Vi bliver ved nogle allerede anslåede temaer, for nedenstående vil sikkert ringe en klokke hos mange okkult interesserede.

Clairvoyant syn af Wagners: Ouverture til Parsifal

Fra Geoffrey Hodson: Music Forms

I begyndelsen af 1930'erne påbegyndte Geoffrey Hodson sine studier af lydens og musikkens virkning på de indre verdener. Det resulterede bl.a. i bogen Music Forms fra 1976. Den fokuserer primært på, hvordan udvalgte musikstykker danner former i "astralt og mentalt stof".



I forbindelse med et foredrag i Teosofisk Forening, Aalborg, hvor min medforedragsholder, Jan Kvistborg, viste dias af disse clairvoyante indtryk af musik, fik jeg genopfrisket mit bekendtskab med Hodson, og det afgørende var her, at Jan havde gjort sig den ulejlighed at arrangere præsentationen, så man hørte musikken og samtidig så de tilhørende billeder. Når jeg tidligere har skullet forholde mig til materialet, har jeg gjort det pr. erindring med hensyn til lydsiden.

Det mest slående i denne omgang var, at jeg bestemt ikke følte mig på linie med de mønstre, farver og former, som Hodson har lavet med en kunstners hjælp. Musikken satte mig ganske enkelt i stemninger, som ikke mindede meget om de tilhørende dias.

Man kunne sikkert anføre et væld af grunde til, hvorfor det var tilfældet:

- At de strukturer, GH skildrede, var for højt anlagte til, at jeg kunne komme på bølgelængde med dem!

- Eller omvendt mest var et udtryk for hans personligt farvede opfattelse!

- Eller at vi måske bare oplever forskelligt!

- At de specifikke indspilninger og den aktuelle situation trods alt har så stor en betydning, at det er svært at abstrahere fra!

- Etc., etc.!

Hodson går i teosofiske kredse for at være en kapacitet på sit felt på et niveau, så han netop kan sortere det personlige fra og fokusere på det essentielle, de universelle strukturer, som kommer til udtryk for det clairvoyante blik.

I den teosofiske forståelse er der forskel på ægte clairvoyance og blot og bar synæstesi. Dette sidste er den mere neutralt ladede evne til at få sanse-oplevelser fra forskellige områder til at udveksle, så man eksempelvis kan føle et tal, smage en lyd, se et ords form og farve osv. Teosoffer skelner også mellem de okkult trænede ’højere evner’ til uhildet at færdes i og aflæse ’energitilstande’ og så en mere banal blandingsform. Og det giver for så vidt god mening at sondre mellem en sansning, som blot associerer forskellige områder, og en, som i dybere forstand kan sige noget om ting eller væsener.


De gode teosoffer i Aalborg fik varmet ørerne, da der var et par bækkener med i bagagen. De blev afsæt til et eksperiment, hvor jeg bad dem beskrive oplevelsen visuelt. Grundlæggende skal måske for-klares for de, der ikke selv har prøvet, at denne brug af et sæt bækkener er så langt fra march-musik, som man kan komme. Bækkenerne slås blidt an og anbringes på hver sin side af den lyttendes hoved. Den meget vedholdende og fyldige klang omslutter lytteren og skaber et ekspanderende klangrum.

De teosofiske forsøgskaniner kunne diske op med muslingeformer, violet, purpur og cyklamen, tunnel-overgang til andre verdener, enhed med altet, en lodret søjleagtig, hvid energi, orange-gylden og at lyden, når den døde ud, lagde sig ned i et vandret plan.

Personligt tror jeg ikke, at teosoffer og erklærede ’kausalt clairvoyante’ nødvendigvis er mere objektive i det synæstetiske felt end alle andre, og at et dybt og seriøst musikerskab netop ofte må siges at svare til en ’okkult træning’ af tidligere nævnte slags. Det er i øvrigt ikke bare påfaldende men decideret iøjnespringende, hvor store afvigelser, der findes hos musikere med større eller mindre grad af synæstetisk sans, når de skal beskrive deres opfattelse af intervaller, de enkelte toners roller i skalaen som farver osv.

Fremragende komponister som Messiaen, Ligeti og Scriabin havde alle en udtalt audio-visuel synæstetisk sans. Førstnævnte så musikken som landskaber, og Scriabin, som var teosof, arbejdede på at udvikle en kunstform, som slog bro over de adskilte sanser bl.a. med udgangspunkt i et orgel, som ikke blot frembragte toner men også kulørt lys. (Farveorglet - ikke kun Scriabins - har et fyldigt opslag på Wikipedia, www.kortlink.dk/62c5 ).


Scriabins farveorgel byggede på Alexander Rimingtons, her på et foto fra 1893. Effekten opstod ved at tænde elektrisk lys – nyt dengang – bag kulørte glasskiver. Dette orgel havde ingen lyd

Scriabin var også ophavsmand til det, der siden blev kendt som ’den mystiske akkord’. Den blev udviklet i forbindelse med værket ’Prometheus, Poem of Fire’ for klaver, stemme, orkester og farveorgel, 1910. Akkorden er indiskutabelt blevet til på basis af teosofiske studier og samtaler, også om sammenhængen mellem farver og toner. I Prometheus-værket åbner den værket som et symbol på den oprindelige ursuppes kaos.

Scriabins Mystiske Akkord, som Wikipedia giver et stort, selvstændigt opslag på www.kortlink.dk/62c2, bliver oftest fortolket som en stabling af kvarter: forstørret kvart, formindsket kvart, forstørret kvart, ren kvart og ren kvart. Tonerne, som indgår, er, som det ses: prim, forstørret kvart, lille septim, stor terts, stor sekst og stor sekund. Det er iøjnefaldende, at dette tonemateriale er sammenfaldende med overtonerækkens nr. 8-14 udgående fra c= 8 (med nr. 12, kvinten, udeladt), men om det er hensigten, er noget musikteoretikere diskuterer ivrigt.

I 1975 opførtes værket af University of Iowa Symphony Orchestra, som i forlængelse af Scriabins intentioner fik ledsaget musikken af Lowell Cross’ laserprojektioner, hvoraf et eksempel ses nedenfor.



Nu til dags vil enhver computer kunne afspille musik ledsaget af farvemønstre, som på den ene eller anden måde er i overensstemmelse med lyden… men der findes næppe en kobling, som alle vil finde helt rigtig.

Videnskabsmagasinet Science bragte i nr. 313, juli 2006, for første gang i over hundrede år en artikel om musik. Det drejede sig om Dmitri Tymoczkos, ’Chord Geometries’, en metode og et computer-program til at gengive musikkens struktur geometrisk. Programmet kan downloades gratis, og rundt omkring på nettet kan man finde eksempler på musik – bl.a. Chopins præludium i E-mol – ledsaget af en billedside, som tager højde for nogle videnskabeligt holdbare sammenhænge mellem tone, farve og mønster.

Nedenfor ses nogle skærmbilleder fra programmet, hvor det var helt naturligt som eksempel at vælge Scriabins Mystiske Akkord:


Først gengivet i én dimension. Akkordens toner ses som  orange prikker på aksen, som man i store træk kan sammenligne med et klaviatur.

… i to dimensioner: 0=c, 2=d, 4=e, 6=f#, 9=a og 10= bb.

Her er princippet velkendt af FiliongGONGs læsere, idet arrangementet, hvor oktaven udgør en cirkel (eller spiral) bl.a. er blevet præsenteret i materialet ’Rundt om tonen’.



… og i tre dimensioner!

Chord Geometries kan foruden de statiske billeder af simple strukturer også bringe tidsperspektivet på banen, når der udvides til fire dimensioner, hvor grafikken så bliver animeret.


Men det er unægteligt et formsprog med ret stor afstand til Scriabins afsæt i teosofien. Eksemplet her: Annie Besant og Charles W. Leadbeaters beskrivelse af former, der opstår under en messe. Thought Forms, 1901


Vokaler

A sort, E hvid, I rød, U grøn, O blå.

Vokaler! En dag skal jeg berette om jeres mystiske oprindelse:

A, sort fløjlsjakke af skinnende fluer, som summer rundt om alt ildelugtende. En afgrund af skygge.

E, teltes og dampskyers hvidhed, fremadskridende gletschere, hvide konger, en skælven af vild kørvel.

I, purpur, blodspyt, smil fra smukke læber i vrede eller i anfald af anger.

U, bølger, de viridianske (=blå-grønne, red.) haves guddommelige gysen. Freden som emmer over enge med spredt dyreliv, furernes fred, som alkymien trækker over den studerendes pande.

O, sublime trompet fuld af sære gennemtrængende lyde, stilhed som kun kan krydses af verdener og engle. O, Omega! Hans øjnes violette stråler!


Smukt? Ja, ikke-sandt! Enig i alle bogstav-farve-associationerne? Nej, vel!?

Oversættelsen er til lejligheden, andengenerations: fra fransk via engelsk, så der er sikkert gået meget tabt. Til koncerten arrangeret af SONG på Skissarnes Museum i Lund, 7. november, fremførte medlemmer Göstas kor-arrangement af teksten oversat til svensk, og det var så hårene rejste sig!

Digtet er af Arthur Rimbaud (1854-1891), fransk poesis tidligt modnede og anarkistisk anlagte visionære symbolist. Mest kendt fra ’En årstid i helvede’. Rimbaud betragtes som en af ophavsmændene til den fri verseform, som det bl.a. kommer til udtryk i 'Illuminationer' (1886).

Vokaler’ er fra 1871.

En anden af fransk poesis helt store skikkelser, Charles Baudelaire (1821- 1867):


Korrespondancer

Naturen er et tempel hvis levende søjler

undertiden lader forvirrede ord undslippe

Mennesket krydser gennem dens skove af symboler

som betragter ham med indforståede blikke


Som langstrakte ekkoer der smyger sig ind fra det fjerne

I en mørk og dyb enhed

så omfattende som natten og som lyset

høres svarene fra duftene, farverne og lydene


Der er dufte så friske som barnehud,

søde som oboer, grønne som prærier

og andre korrupte, rige og triumferende.

De ejer de uendelige tings udstrakthed

ambra, moskus, balsam og røgelse,

som synger sind og sansers ekstaser


Korrespondancer’ skrev Baudelaire I Paris i 1857 og er sikkert hans bedst kendte digt. Det beskriver smukt hans synæstesi-teori: at sanserne kan og bør spille sammen. Ideen fik en vis udbredelse, men dens dybere betydning var at sætte symbol over det symboliserede, inspireret af Swedenborgs (1688-1772) mystiske terminologi: at enhver form i himlene ’korresponderer’ med en på jorden. Baudelaire hævdede, at det var af største betydning, at kunstnere blev givet privilegiet - gennem symboler og metaforer - at repræsentere en ikke-lærd sandhed.

Der er gennem historien blevet gjort forsøg på at opbygge deciderede sprog på basis af korrespondancer, f.eks. så konkret som Jean François Sudres (1787-1862) ’Solresol’ (se Wikipedia!).



Ovenfor ses et eksempel på arkitekten Edmund George Linds farvenodeskrift fra 1900 – her ’God Save the King’ - som praktisk talt er identisk med de ’Nonyder’ Det Springende Punkt udviklede midt i 1990’erne. Systemet har absolut sine styrker, men det store problem er den korrespondance, som mange – især blandt de new age-inspirerede – forudsætter: At syvdelingen i både farvernes og tonernes oktav er naturligt iboende og spejler en højere orden.

For farvernes vedkommende er det oplagt forkert, idet oktaven her primært er tre-, sekundært seks-delt. Problemet opstod med Newton, som netop regnede indigo som en grundfarve, bl.a. for at skabe en analogi til musikkens syv skalatrin, men uanset om man blander farver additivt eller subtraktivt – lys eller pigment – er der tre primærfarver og tre sekundærfarver. Og mht. musikken må man se i øjnene, at de syv skalatrin - så universelle de end måtte synes - mere handler om kultur, end natur.


Samme grundlæggende ide: Maleri af James Peel, 2005: 32 takter af J. S. Bachs Goldberg-variation nr. 4. 

Peels udmærkede bidrag til online-magasinet www.cabinetmagazine.org har været til stor inspiration for denne artikel.

Hele teosofien, som netop bygger på en fortolkning af verden som syvdelt i sin grundstruktur, forekommer mig at have et noget vakkelvornt fundament, hvis man går idehistorisk til kilderne. De første gange undertegnede har fundet grundbegrebet ’de syv stråler’ er i ’Isis Unveiled’, hvor H. P. Blavatsky dels henviser til Newtons syvdelte spektrum, dels til de traditioner fra oldtiden, hvor tallet syv havde en særlig plads pga. de syv himmellegemers gennemgribende betydning for kulturen, især præsternes, astronomernes, ’de indviedes’... Men efter teleskop og mikroskop er der ikke rigtig noget fundamentalt syvdelt at vise hen til i de strukturer, som bygger vores verden, så de syv strålers berettigelse begrundes nu udelukkende i ’esoteriske’ kilder og i udstrømninger fra hinsides vores solsystem!

… Det kan da også være inspirerende! I Steven Spielbergs film ’Nærkontakt af tredje grad’ fra 1977 bliver strålerne fra det ydre rum formidlet af et gigantisk rumskib, der højst Scriabinsk kom-munikerer med jordboerne via et integreret farve-tonesprog. Rumskibets er et flyvende farveorgel, hvis lamper dog med garanti bruger mere end de 1.300 stearinlys’ effekt, som Rimingtons diskede op med. Mens farverne blinker i højere og højere tempo, ledsages de af et lydspor, som i overtonesprog kan oversættes til:

9- 10- 8- 4- 6

Skemaet i dette link viser 300 års forskellige forskeres forsøg på at sammenholde tonernes oktav med farvernes. De er alle, på nær Scriabins, grundlæggende en direkte kobling mellem regnbuespektret og tone-oktaven, dog med varierende startpunkt og retning. Scriabins nabonuancer korresponderer med kvintskridt. I undertegnedes øjne er det Askepots søstre, som kapper hæle og klipper tæer! Der er rigt kildemateriale på lnket.

Apropos Askepot: Julen sig nærmer! Undertegnede tilhører den generation, hvor Disney-film endnu ikke var noget, man indtog med ske, mælk og sukker hver morgen fra en flimrende skærm, men i et højtideligt ritual gjorde sig klar til omkring jul ... og man så gerne den samme kavalkade år efter år! Hvis vi skal pege på noget, som nærmer sig denne artikels tema, er det storværket Fantasia fra 1940, som inkorporerede klassisk musik og tegnefilm – ikke bare af de kendte Disney-figurer men også landskaber, der i sekvenser tangerede ren abstraktion/ fantasi/ energi! Der er blevet lavet en ny version i år 2000.


Og så kan vi måske på bare fødder skøjte tilbage til vokalerne!?

Vokalerne er nært knyttet til overtonerækken, og spørgsmålet er nok, om det ikke her er mest oplagt at søge den naturgivne bro mellem farveoktaven og musikkens, f.eks. i rækkens nr. 3-6 og 6-12, hvis man anskuer farvespektret hhv. 3-delt og 6-delt.


Nedenstående illustration er et meget bogstaveligt eksempel på flammetale, idet dette forsøg har påvist, hvordan forskellige vokalkvaliteter har påvirket en stearinlysflammes form. Som det fremgår, er hver af de tre vokallyde A, O og U blevet intoneret i tre tonelejer (hhv. c1, g1 og c2), for at demonstrere, at det grundlæggende mønster går igen uafhængigt af frekvensen.


Det er et eksperiment, som er tankevækkende på helt andre måder end de moderne frekvensanalyser af vokalerne:


Den moderne forklaring på flammernes upåvirkelighed af forskellige tonehøjder er, at en vokal, uanset om den bliver intoneret i et dybt eller højt leje, formes af de samme formant-frekvenser, som det fremgår nedenfor, hvor [had] hhv. hviskes (vindlyd!) og intoneres i to forskellige tonelejer, 200 og 400 Hz. Dette forklarer også fænomenet, at de enkelte vokallyde giver resonans i samme kropsområder relativt uafhængigt af tonehøjden.


Kurvenes ’hegnspæle’ er såmænd overtonerækkens nr. 1234,…

Engelsksprogede er ofte vokalforvirrede, for der findes så mange diftonger (tvelyde) i deres sprog, så de eksempelvis tror, at den lyd, som de bruger til at sige ’jeg’, I, [αi] er en ren vokal. Det giver sig dog ikke udslag i skemaet på forrige side, som til gengæld mangler den allermest fundamentale åbne bagtungevokal, [α], som i Hard!

Frekvensanalyse er også basis for vokaltrigonen, som er en forenklet udgave af skemaet, men med vendte (og faktisk mere logiske) akser:


Som det fremgik af FiliongGONG/juni, har lyd- og sprogforskere helt seriøst forsøgt at isolere alle de mange parametre, som en vokallyd er opbygget af, for at se hvilke følelser de bedst kan udtrykke. Kort opsummeret ser det således ud:

Vokallyd [a:] var bedst egnet til at udtrykke ømhed, [i:] glæde og [u:] tristesse eller en neutral tilstand. Vrede kom godt til udtryk gennem alle de tre vokallyde.”

Det passer meget godt med, at ’omkvædet’ til de mange sange i inuit-kulturerne, som Knud Rasmussen beskrev, bestod af udråbet ’ijaija-ja-ja’ Se mere i den følgende artikel!

Er der andre end mig, der har lagt mærke til, hvordan den måde at sige Å-Åh! (tonalt: kvint-prim), som vi for et par år tilbage næsten kun mødte i amerikanske (tegne-) film, nu møder os konstant? Der er tale om et primært sprog: Vi bruger også kvintspring, når vi fløjter efter taxaer og efter labre skår.


Det Springende Punkts Vokalmandala giver et afsluttet overblik over organiske sammenhænge i sproglydene i en sangers værktøjskasse.

Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke tilbage på et par situationer i mit eget liv, hvor den primære vokalkvalitet har talt:


På hippietræf i Vestnorge var vi tre mand og en kvinde, som besluttede at bestige en fjeldside, der overvejende bestod af skifer. Det var i sig selv en lille smule hasarderet, men den mest ivrige af os, K, mosede i forvejen, så vi næsten mistede kontakten … lige indtil vi hørte, at han mistede grebet deroppe! Han tumlede gennem luften - vi så ham nærmest flyve forbi og ramme fjeldsiden et par gange undervejs - og synet har naturligvis brændt sig fast, for der var ingen af os tre, som var i tvivl om, at hans liv skulle ende med en nedtur!
Jeg stod længst nede, og så ham flyve forbi, idet han udstødte Åh-åh for hver gang han ramte klippesiden - selve lyden var for så vidt ikke meget mere dramatisk end hvis der var gået hul på en papirpose med æbler, så han måtte fange dem inden de trillede ud på vejen. 
I øvrigt blev han grebet af klippesidens eneste træ, som blev spændt ud af hans vægt og dernæst lagde ham til rette på den eneste klippehylde med plads til et menneske, og den var tilmed græsklædt. Resultat: han forstuvede foden og slog en mikroskopisk flis af en ryghvirvel!

Der er stor død, og der er lille. Som mand kan man næsten ikke undgå før eller siden at høre nogen bralre om kvinder, som de har fået til ’at synge’..! Og FiliongGONGs læsere skal ikke snydes! Jeg havde engang en lille affære med en sød og smuk sangerinde, som erobrede vores fælles intimscene med sit fantastiske vedholdende og dog varierede U-UH! så jeg slet ikke siden har kunnet sno det ud af min erindring. Ikke så længe efter så jeg hende optræde på en anden slags scene med en improviseret sang med samme substantielle vokale indhold og næsten samme udtryk, så den – selvom jeg ikke har så meget tilovers for den slags udtryk – næsten gik i bukserne på mig!

For at komme tilbage til det mere anstændige og tekniske optrådte Ashish og Inge Brink i Roskilde Domkirke med ’Dhrupad og Hildegard’ i november. Nu er både dhrupad- og Hildegard-sang former, hvor vokalerne lever, så der er rige muligheder for at svømme hen i nydelsen af dem. Jeg kunne dog ikke helt lade være med at bide mig fast i, at det virkede, som om Hildegards Y’er dominerede og prægede klangen. Efterfølgende spurgte jeg Inge, om det var noget, hun bevidst gjorde, for det er en regulær teknik at dreje alle en sangteksts vokaler i retning af IU eller Y – alt afhængigt af situation, og hvilken skole man tilhører – for lettere at kunne synge klart i det høje leje. Hun forsikrede mig dog om, at det ikke var det, jeg havde hørt i situationen, så det er måske et spørgsmål om rummet og om mine ører. I øvrigt var det en fantastisk smuk koncert, hvor elementerne i den grad klædte hinanden: dhrupad, Hildegard, Inge, Ashish og så ’natkirken’, som den udfolder sig i det gamle kirkerum. Det gælder så bare om at undgå publikum, som bider sig fast i og ikke kan slippe den slags detaljer!

Men op til jul er og bliver den bedste vokalhistorie den om det år, hvor min kæreste tog mig med til sin mor i Karlskrona. Min kærestes lillebror var der også, og formentligt pga. stemningen gik de kollektivt i barndom og sørgede grundigt for, at mor også levede sig ind i den rolle, som hørte med til spillet. Nøglen var – når man ville have mor til at komme med brunkager, glögg og andet mundgodt at læne sig tilbage, spidse munden og udstøde et MYÖOU!! … så kom hun springende og vartede op!

Selvom vokalsekvensen bærer på mere end bare overfladiske mindelser om en overtoneøvelse, var det umuligt for mig at forme den helt korrekt.

Og for dem, der ikke har gennemskuet det: Det er skånsk og betyder MOR!


GOD HELG!

… det er Sangens År et stykke tid endnu, og der findes heldigvis andre måder at bruge mødre og mødres mødre end bare at råbe efter dem!



Comments