Startside

Historie på Aurehøj

Quid est Historia? Historia est rerum præteritarum narratio, eum in finem susscepta, ut earum conservetur, 
qvibus ad bene beatéque videndum instruamur
Ludvig Holberg

Identitet

Faget historie handler om fortidige forhold og beskæftiger sig med, hvordan mennesker har levet under forskellige vilkår gennem tid frem til i dag. Faget giver viden og kundskaber om fortidige begivenheder, udviklingslinjer, kontinuitet og brud i Danmark, Europa og den øvrige verden, samt hvordan fortid bruges af mennesker. Faget er centralt for elevernes almendannelse og bidrager med et historisk perspektiv på nationale og internationale politiske, økonomiske, sociale og kulturelle problemstillinger, og giver indsigt i fortidsfortolkningers betydning for både individers og fællesskabers identiteter.


Formål

Historiefaget tjener på en gang et dannelsesmæssigt og studieforberedende formål med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed.

Faget videreudvikler elevernes historiske viden, kundskaber og identitet og stimulerer deres interesse for og evne til at stille spørgsmål til fortiden for at opnå forståelse af den komplekse verden, de lever i. Eleverne opnår viden og kundskaber om centrale begivenheder og udviklingslinjer i Danmarks, Europas og verdens historie, og indsigt i egen kulturel baggrund og andre kulturer.

Eleverne skal gennem arbejdet med faget opnå reflekteret indsigt i deres egen og andres historicitet og dermed kvalificere deres historiske bevidsthed.

Eleverne får i faget indsigt i historisk og kulturel forandring, hvilket styrker deres evne til at forstå egen kultur og møde andre kulturer i en verden præget af hurtig forandring og øget samkvem på tværs af kulturer.

Arbejdet med faget giver eleverne redskaber til kritisk og reflekteret at finde, udvælge, anvende og vurdere forskelligartet historisk materiale, herunder de mange former for historieformidling og historiebrug, som de stifter bekendtskab med i og uden for skolen. Gennem arbejdet med historisk materiale opøves elevernes kritisk-analytiske, kreative og innovative evner.

Eleverne får gennem faget indsigt i, hvordan historie er blevet og bliver anvendt i fortidige og nutidige samfund.


Faglige mål

Eleverne skal kunne:

̶ redegøre for centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks, Europas og verdens historie

̶ redegøre for sammenhænge mellem den lokale, nationale, regionale, europæiske og globale udvikling

̶ analysere eksempler på samspillet mellem mennesker, natur, kultur og samfund gennem tiderne

̶ skelne mellem forskellige typer af forklaringer på samfundsmæssige forandringer og diskutere periodiseringsprincipper

̶ reflektere over samspillet mellem fortid, nutid og fremtid samt over mennesket som historieskabt og historieskabende

̶ anvende en metodisk-kritisk tilgang til at udvælge og analysere historisk materiale, herunder eksempler på brug af historie

̶ opnå indsigt i, hvordan historiefaget kan medvirke til at forstå og løse problemer i nutiden

̶ formulere historiske problemstillinger og relatere disse til elevernes egen tid

̶ formidle og remediere historiefaglige problemstillinger mundtligt og skriftligt og begrunde de formidlingsmæssige valg

̶ behandle problemstillinger i samspil med andre fag

̶ demonstrere viden om fagets identitet og metoder.


Yderligere information

http://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/fag-og-laereplaner/laereplaner-2017/stx-laereplaner-2017



Hvad sagde Holberg egentlig

"Hvad er historie? Historie er en fortælling om fortidige forhold med det sigte at bevare erindringen om de forhold, 

som kan lære os at leve [moralsk] godt og lykkeligt". 

Holberg 1728 s.13