I 1938 holdt den belgiske maler René Magritte et foredrag om "Livslinjen" i Antwerpen.

Han sagde bl.a.:

”Det gamle spørgsmål:”Hvad vil det sige at være menneske?” må besvares på en temmelig skuffende måde i den verden, vi er sat til at leve i. Vi tilhører nemlig i et og alt den såkaldt civiliserede verden, hvor kløgt og smålighed, heroisme og tåbelighed nu som før forliges så glimrende. Vi tilhører denne forvirrede og absurde verden, hvor man fremstiller våben for at forhindre krig, hvor videnskaben sætter alt ind på at ødelægge og slå ihjel, at udtænke nye opfindelser, at forlænge den døendes liv, hvor den hektiske aktivitet der udfoldes fremtræder som dybt meningsløs.

……… Men indtil denne elendige virkelighed omsider er brudt sammen, må vi andre lære at forsvare os imod den. Naturen har skænket os drømmen, der giver vores krop og vores bevidsthedsliv den frihed, som vi har så hårdt brug for. Den gavmilde natur har også skænket os, de urolige og de svage, et tilflugtssted i vanviddet, som beskytter os mod den kvælende atmosfære i en verden, der er præget af århundreders dyrkelse af penge og af afguder”. (1)

En tur på museum

Jeg står på Place Royale med rytterstatuen af Godfred af Bouillon, kongen af Jerusalem. Her ligger det nye store Magritte-museum. Men jeg er på vej til det rigtige Magritte-museum, mit yndlingsmuseum, i bydelen Jette. Derfor tager jeg den gule sporvogn/tram nr. 94. Vi kører af sted mellem kongeslottet og hovedsædet for den flamske delstatsregering, passerer Rue de la Loi, som bl.a. rummer Belgiens Parlament og boligen for Premierministeren, hvis man ellers kan finde nogen, der vil påtage sig dette job. Man bliver konstant mindet om modsætningerne og absurditeten i det belgiske samfund og forstår, hvorfor surrealismen har så stærk folkelig appel i dette land, som i virkeligheden slet ikke er noget land.

Langsomt fortsætter trammen ned ad Rue Royale, Rue des Palais og Rue de la Reine. Flotte navne, men mens vi kører nedad, kører vi også nedad socialt. Kvinder med Longchamp tasker stiger ud, og kvinder med tørklæder, store indkøbsposer og børn stiger ind (mændene tager naturligvis bilen). Vi passerer Rue du Progrès, Fremskridtsgaden, der formodentlig hedder sådan, fordi her kan det kun gå fremad. Hver bydel i Bruxelles har sit eget kulturelle særpræg, men alle steder har jeg oplevet en behagelig stemning i det offentlige rum. Unge mennesker rejser sig for ældre, herrer (fra 2 ½ år og opefter) lader damer gå først, osv. I 9 år i Bruxelles har jeg altid følt mig tryg og nydt at leve i en multikulturel metropol med omkring 90 nationaliteter.

rue Esseghem

Efter cirka tyve minutter i trammen når jeg til Rue Esseghem hvor den surrealistiske maler René Magritte slog sig ned i 1930 i stueetagen i nr. 135 efter at være blevet mobbet i Paris på grund af sin vallonske accent. Her blev han og konen Georgette boende ind til 1954. En flamsk rigmand købte siden huset og fik det restaureret, så alt er som det var, mens Magritte boede der. I 1999 stod museet færdigt, men det er stadigvæk ikke særlig kendt, da ejeren er flamsk, og byen Bruxelles overvejende er fransktalende. Ud over en kunstnerisk leder er der ansat 2 kunsthistorikere, der bl.a. viser rundt og betjener den lille butik med bøger, plakater, postkort og souvenirs.  Jeg ringer på døren, og en ung kvindelig kunsthistoriker åbner for os. Vi tager blå overtrækssokker på, så vi ikke beskadiger gulvene i det restaurerede hus. I de 24 år, hvor Magritte boede i huset, malede han halvdelen af sine malerier, herunder flere af de mest kendte mesterværker, og lejligheden på cirka 40m2 var også hovedkvarter for de belgiske surrealister.