Tusinder af jødiske børn blev skjult under Anden Verdenskrig i Tyskland og tysk besatte områder, men deres skæbne fylder lidt i historieskrivningen. Et mirakel, at mange af dem overlevede, for cirka 1,5 million jødiske børn blev myrdet i Holocaust. Dansk jødisk museum i København er begyndt at forske i de danske jødiske børn, som forældrene skjulte i Danmark inden flugten til Sverige. I Belgien undslap 4000 jødiske børn nazisternes barbari med hjælp fra klostre, katolske institutioner, den nationale børneorganisation (ONE), børnehjem og familier. Det krævede grundig planlægning at lave aftaler med institutioner eller plejefamilier, for ofte skulle der handles inden for 48 timer. Modstandsbevægelsen hjalp også til. Der skulle laves sagsmapper, nye identitetskort og sørges for en kodet registrering, så Gestapo ikke kunne spore børnenes sande identitet. Præster fulgte ikke Vatikanets passivitet Katolske præster engagerede sig og fulgte ikke Vatikanets passive holdning over for jødeforfølgelserne. F.eks. blev 165 børn reddet af De Breucker, abbed i kommunen Scharbeek i Bruxelles. Kardinal Van Roey sikrede sammen med dronning Elisabeth og den belgiske eksilregering, at mange børn fik plads i klostrene. De familier, der tog imod et barn og skjulte det med risiko for at blive angivet, var almindelige belgiske familier. Børnene fik besked på at glemme deres fortid og blande sig med den omgivende kultur. Disse "voksne skjulte børn" fortæller for første gang om deres oplevelser, om hvad det vil sige at skulle glemme sig selv og integrere sig i et nyt liv. Der fortælles om tomheden og forladthedsfølelsen indeni. Om oprøret og gråden, der ikke kunne komme ud. Nogle børn kom til at hade plejefamilien. Smerten rodfæstede sig og overstrømmede barnet, især om aftenen, men det overlevede ved at drømme om fremtiden og gensynet med forældrene. Hvad får en forælder til at aflevere sit barn til en fremmed familie? Forfatteren forklarer det med den tragedie, det er, at man ved, man går i døden med sit barn ved hånden. Ofte var moren alene om at tage den grusomme beslutning, for faren var sendt til Tyskland til tvangsarbejde. Men Viviane Teitelbaum mener ikke, det er et svigt at skjule sit barn i en fremmed familie og forlade det, men derimod en redningsgestus. Men det er samtidig en handling mod naturen, der giver moderen skyldfølelse. Der fortælles om hjerteskærende scener, hvor mødre besøgte deres børn i plejefamilierne og om jalousien mellem mødrene. Skyldfølelsen Skyldfølelsen er en dominerende følelse ikke bare hos forældrene, men også hos de skjulte børn, der overlevede krigen. Skyldfølelse i forhold til forældre eller søskende, der blev udryddet i kz-lejrene. De børn, der var så heldige, at deres forældre overlevede krigen og kom tilbage, oplevede oftest, at deres drøm ikke gik i opfyldelse. Mange havde knyttet sig så meget til plejefamilien, at de ikke ville følge med den biologiske forælder, i hvert fald ikke i begyndelsen. Nogle skammede sig over, at forældrene var jøder, at de havde en mærkelig accent, og andre kunne ikke genkende dem og syntes, de så mærkelige ud efter opholdet i kz - lejrene. Andre igen var vrede over, at forældrene havde forladt dem. At sætte ord på oplevelserne Et gennemgående træk hos de "voksne skjulte børn", der er interviewet til denne bog er, at de alle har troet, at de kunne glemme fortiden og lægge lidelsen bag sig. Men de erfarer gennem interviewene og mødet med andre "voksne skjulte børn", at det at sætte ord på oplevelserne medvirker til, at sårene efterhånden heles, og der kan dannes ar. Den alt for tunge skyldfølelse er væk, og de kan nu fortælle om det til børn og børnebørn. Skrevet af Anne Albinus |