En vandretur i Lapland skal planlægges i grove træk hjemmefra. Det er en del af oplevelsen. Sidde med fjeldkortet og se på ruter, eventuelt sammenholde med nogle af de svenske bøger, der findes på marke-det, der beskriver forskellige områder. Man skal planlægge rejseruten til og fra, når man har fundet området. Men man kan også planlægge for meget i detaljer. En god plan A skal let kunne afløses af en plan B eller C. Man må indordne sig under fjeldet, vejrlig kan skifte, man kan have brug for ekstra hvile en dag. Hvis man bor i telt, kan man få brug for at vandre til en hytte i nærheden, og føle lidt luksus, eller opholde sig der, hvis regnen siler ned. I dette kapitel beskriver jeg planlægningen af min første vandretur i Lapland.

For det meste har jeg holdt sommerferie i Danmark. Danmark rummer mange muligheder for ferie. Danmark har en smuk natur, og jeg har ikke været fristet af charterrejser sydpå. Denne sommerferie skulle være noget specielt, det havde jeg bestemt mig for, også selvom det ville betyde, at jeg måske skulle rejse alene.

Jeg kan godt lide selskab, men jeg kan også være lidt af en enspænder, og har intet imod at være alene. Jeg kan godt lide at gøre tingene i mit eget og til tider hurtige tempo. Hvis jeg ønsker selskab kan jeg let opsøge det og få dækket mit behov for at være sammen med andre mennesker den vej.

Så jeg var egentlig åben overfor begge dele i forbindelse med en rejse – rejse alene eller sammen med andre. Det skulle i første omgang ikke være det afgørende. Rejsens art og destination skulle være det afgørende.

Internettet er jo fantastisk til søgning, så gik jeg i gang med den store søgning og rekvirerede rejsekataloger i massevis med hovedoverskriften ”vandre”, ”natur” ”aktiv ferie” o. lign. i håbet om at finde lige netop den rejse, der skulle gøre ferien dette år til en uforglemmelig oplevelse. Jeg ville ud og opleve verden med øjne, ben, sanser og krop og have luft under vingerne. 

Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg skulle afgrænse mine søgekriterier til kun at omfatte den nordligste den af vor klode. Nu var destinationsområdet fundet og jeg var klar til research.

Mine tanker gik til Nordnorge, og min ferie der for nogle år tilbage. Ferie i sådan et landskab skulle det være.

Internettet bød på mange spændende links og hjemmesider i min søgen efter en ferie. Nordkap med rejseselskab i bus lød umiddelbart spændende, men det spændende var mere Nordkap end busturen, for ved nærlæsning af programmet kunne jeg ikke se mig selv sidde på et sæde i en bus i mange timer og køre til en parkeringsplads og lidt ud og opleve naturen. Tilbage til bussen og så videre til næste stop. Jeg kunne allerede mærke klaustrofobien komme snigende som blind passager. Under busturen ville jeg ikke have en kinamands chance for at trække frisk luft. Jeg er så udpræget et ude- og naturmenneske, så denne form for ferie og transport var også udelukket. De steder turen kunne byde på, lød ellers meget spændende. Og Nordkap ville jeg da meget gerne opleve. 

Jeg fandt en anden tur med destinationen ”Svalbard”. Det lød også tillokkende og spændende. Jeg husker tydeligt en meget dejlig tv-udsendelse som Søren Ryge Petersen lavede, hvor han var på besøg i Norge hos Per, et helt særligt varmt og specielt menneske, på et meget særpræget sted. Per havde en fantastisk evne til at lave maskiner og reparere gamle traktorer og han kunne stort set lave alt selv. Huset som Per og hans familie boede i, havde han da også selv opført. Han havde placeret huset sådan, at konstruktionen på huset fulgte formen i naturen. Et meget smukt hus.

Søren og Per var også på tur til Svalbard, og rundt i det uvejsomme terræn, hvor de skulle tænde bål og sejle over en dyb sø. Jeg husker også, at de sad i en lille bitte hytte, hvor Per lavede kaffe. Her sad de og hyggesnakkede og fik sig en kaffetår og en pibe tobak. Der var meget røgfyldt i hytten, og man kunne se, hvordan Søren Ryge missede med øjnene. Per var fuldstændig uanfægtet af røgen fra både ovn og pibe.  Stor var Søren Ryges respekt for dette fantastiske menneske. Det var tydeligt. En respekt der brændte gennem skærmen til seeren, som altid når Søren Ryge samtaler med de specielle mennesker, han er en mester i at finde.

Naturen på Svalbard var helt klart også et sted, der trak på oplevelser. Men prisen på den tur jeg havde fundet på Internettet var desværre lige over hvad mit feriebudget kunne klare. 45.000 klingende danske kroner. Jeg måtte søge nye veje - det måtte bestemt kunne gøres billigere. Nu havde jeg fået afgrænset min søgen - til hvilken type ferie jeg var tiltrukket af. Storslået natur, primitive leveforhold, vandrestøvler og håret samlet i en elastik i nakken. Sidstnævnte var dog ikke et søgekriterium på Internettet.

På dette tidspunkt havde jeg været mest fokuseret på en tur arrangeret af et rejsebureau eller rejseselskab under en eller anden form, altså en tur i selskab med andre rejsende. Det gav også anledning til andre overvejelser. Kunne jeg holde ud at være tæt sammen med andre på denne måske lidt primitive måde. Jeg kan faktisk godt lide at være alene og gå mine egne veje, uden at skulle tage hensyn til andre.

Internettet blev yderligere afsøgt og ved et tilfælde – som det oftest sker på Internettet – faldt jeg over et kvinderejsebureau qompagniet.dk. Det lød jo interessant med en flok stærke kvinder i vildmarken. Dette rejsebureau havde flere tilbud og et af dem var lige netop den type ferie jeg søgte efter. 180 km på vandretur i det grønlandske sommerfjeld. Det lød jo helt vidunderligt. Det turde jeg godt gå i lag med og prisen var overkommelig. Turen var planlagt til august måned og holdet skulle så mødes i starten af maj måned for at tjekke om formen og udstyr var i orden. Det var meget betrykkende.

Jeg havde læst Bettina Allers fantastiske bog ”Til nordpolen – Mit vildeste eventyr”. En fængs-lende og livagtig beretning om Bettina Allers hårrejsende og voveagtige tur fra Rusland til Nordpolen på ski og med pulken efter sig. 

Så Grønland var også et bud på en tur. Jeg kunne sagtens se mig selv som vandrer i mere eller mindre uvejsomt terræn i Grønland – vel at mærke i sommerfjeldet. Jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle kaste mig ud i ekstremerne – ikke noget med minus 40 grader til mig.

180 km’s vandretur med 10-12 andre kvinder – skulle det være min tur? Det skulle lige tænkes igennem. Havde jeg fysik til det? Hvor gamle kunne de andre deltagere være? Var det farligt? Da jeg var moden af alder havde jeg heller ikke lyst til at vandre sammen med en flok 25-årige piger, men meget gerne et aldersmæssigt blandet selskab. Det kunne hurtigt blive opklaret, så jeg sendte en mail til rejsebureauet og fik den tilbagemelding, at den ældste tilmeldte var sidst i 50’erne, - men at de beklagede meget, - turen var allerede udsolgt. UDSOLGT. Det ord var som en spand koldt vand i ansigtet.

Nu var gode råd dyre, - for nu havde jeg jo indstillet mig på at gå i supertræning til at skulle gå 180 km med livet på ryggen i det grønlandske fjeld. Så det gik jeg et par dage og var noget trist over. Og så var jeg lidt frustreret over, at jeg havde så svært ved at finde lige den ferie og i rette selskab som passede til mig og mit temperament. Måske var mine krav eller kriterier urimelige, men ferien skulle være noget særligt, og så skulle rammerne også være optimale for mig. Ikke så meget kompromis. Der måtte være noget der passede til mig. 

Trøsten var meget nær. Min søster og svoger havde for flere år siden været på en tur til Kebnekaise Fjeldstation, og min søster mente, at jeg kunne have stor glæde af at læse Reimer Bo Christensens bog ”Min bænk i Abisko”. 

Det var da en start – at læse en bog. Den eneste danske bog af sin slags. Så biblioteket blev fre-kventeret og bogen bestilt. Jeg kastede mig straks over værket og blev totalt opslugt af Reimer Bo Christensens dejlige fortælling om Lapland – fra Abisko til Kebnekaise. Jeg smagte på alle stednavnene og kunne efterhånden huske dem udenad. Bogen optog mine tanker hele tiden. Jeg så landskabet for mig og så mig selv vandre på de steder, der var beskrevet. Og for første gang i mit liv startede jeg forfra på en bog, jeg lige havde læst. Da jeg havde læst sidste side, vendte jeg bogen og startede forfra. 

Og nu stod det klart for mig, at sommerferien skulle gå til Lapland – Abisko og Kebnekaise. Igen blev Internettet afsøgt for rejseselskaber til dette område, - men jeg måtte jeg erfare, at det ikke fandtes. Hvis man skal på vandring i dette område, må man selv arrangere turen. Kort og godt.

Planlægningen af min vandring ad Kungsleden fra Abisko i nord til Nikkaluokta via Kebnekaise Fjeldstation i syd gik ind i sin spæde start.

Det var i marts.

Jeg fandt hurtigt ud af, at der findes meget begrænset litteratur på dansk om dette ellers meget besøgte område i Nordsverige. Eneste nyere bog er Reimer Bo Christensens bog ”Min bænk i Abisko” fra 1999. Denne fantastiske bog er nærmest blevet kult for vandrere. En bog fyldt med meget information. Herudover findes lidt ældre bøger fra 1991 og før, men uden så meget praktisk information. Og det er så det! Der findes faglitteratur for trekking generelt og det anbefales da også at låne disse bøger på biblioteket, hvis man ikke har vandret før. Her kan man få indsigt i selv de mindste detaljer til hvordan man fylder rygsækken, madlavning i naturen, teltmodeller og sådanne informationer. Det er meget nyttig viden. Jeg kommer lidt ind på disse emner i denne bog.

Vi skal over på den anden side af Øresund for at finde omfattende faglitteratur om fjeldet i Lap-land i Nordsverige. Her hedder den store guru og meget flittige forfatter Claes Grundsten. Han har til gengæld skrevet rigtig mange bøger, som man med stor fordel kan læse, og han skriver stadig flere. I 2008 og 2009 udkom flere af hans bøger i nye og reviderede udgaver. I flere af bø-gerne er de forskellige etaper beskrevet – og nogle af dem er tillige udgivet i et lille lommeformat, som let kan medbringes på turen. De små bøger i lommeformat er næsten uundværlige. Bøgerne er ikke oversat til dansk. I 2009 udkom en ny og revideret udgave af hans ”Sveriges Nationalparker” et stort værk med masser af fantastiske billeder af det store landskab. I 2010 udkom en ny udgave af ”Fjällboken”. De to sidstnævnte er i handlen, ligesom de små lomme-bøger. I september 2011 udkom endnu en bog ”Lappland – min fjällvärld”.

Efter at jeg havde brugt oceaner af tid på at researche, støvsuge Internettet for gangbare infor-mationer, låne bøger på biblioteket, og købe nogle af dem der ikke var udgået fra forlaget, fik det mig til at beslutte, at jeg ville samle alle mine egne erfaringer og oplevelser og alle de infor-mationer jeg havde fundet frem til.

Forberedelsen til min tur var et stort og fantastisk spændende arbejde, og meget lærerigt, og en rejse i sig selv. Og jo mere jeg lærte og fandt ud af, jo mere ville jeg vide. Jeg tømte biblioteket for hvad der fandtes af bøger skrevet af Claes Grundsten. Skrivebordet hobede sig op med svenske fjeldbøger. Nogle af de første svenske fjeldudtryk der ”smagte godt i munden” under læsningen var ”brant” hvilket betyder stejl og "moln", der dækker over det danske ord tåget/overskyet. De ord som man ofte møder i den virkelige fjeldverden. Ja, jeg begyndte næsten at tænke på svensk. Det skulle blive endnu bedre, efterhånden som jeg kom i kontakt med svenskere på selve turen. 

Jeg havde købt nogle kladdehæfter. De 2 skulle med på turen til at skrive dagbog i. Det første begyndte jeg at fylde med notater fra alle bøgerne. Jeg printede diverse rejsebeskrivelser ud fra Internettet – både danske og svenske som jeg læste igen og igen og tog også notater herfra. Og så meldte jeg mig ind i STF - Svenska Turistöreningan, og købte BD6 kortet der omfatter Abisko- og Kebnekaisefjeldene, hvor Kungsleden løber gennem. Kortet er i 1:100.000.

Efter at have læst Claes Grundstens ”Vandre Kungsleden I” og studeret mit BD6 kort nærmere, besluttede jeg mig for at følge den meget benyttede rute: Abisko, Abiskojaure, Alesjaure, Tjäktja, Sälka, Singi og Kebnekaise. Det var en rigtig god begyndertur. Turen fra Kebnekaise ud til Nikkaluokta, der er knudepunktet til og fra fjeldet, var betinget af mere lyst til at vandre, - og ikke mindst tiden. Man kan flyve forholdsvis billigt med helikopter fra Kebnekaise og ud til ci-vilisationen i Nikkaluokta. Det ville ikke beslutte hjemmefra.

Mit BD6-kort blev hængt op med knappenåle på en væg i stuen, så jeg hele tiden let kunne få overblik over kortet. På denne måde kunne jeg også let følge ruterne mellem etaperne og sam-menholde dem med beskrivelsen fra Claes Grundstens bog, og sådan kunne jeg lære området at kende. Jeg fandt hurtigt ud af, at stednavnene på kortet ikke helt svarede til stednavnene i bogen. Den svenske stat besluttede for ca. 20 år siden, at stednavne på fjeldkortene skulle skrives på nordsamisk, altså efter at Claes Grundsten havde skrevet sine første bøger. F.eks. fjeldet Kieron hedder på nyere kort Giron, et fjeld jeg i øvrigt er kommet til at holde meget af. Fjelde, dale, elve, fjeldtoppe, søer m.m. staves også på forskellig vis i forhold til bøgerne. 

I sin bog beskriver Claes Grundsten landskabet grundigt. Det er selvfølgelig også sjovt at gøre sig sine egne erfaringer, men jeg synes, at det var spændende læsning og at se på kortet og følge forandringerne her. 

Er man ny i fjeldverdenen, hvilket jeg jo var, synes jeg, at man skal sætte sig grundigt ind i fjeld-livet. Det får man også mest ud af undervejs. Men virkeligheden kan også vise en anden end den beskrevne. Når der i bøgerne står, at en rute er ”letvandret”, betyder det ikke, at man kan gå strækmarch som på en dansk skovsti. ”Letvandret” dækker over, at man ikke møder de helt store stigninger, pas, store brusende elve at forcere, gletsjervandring eller klatring inkluderet. Selvom der står ”letvandret” er der stadig mindre stigninger op og ned, stien er fyldt med sten og det kan nogle steder være besværligt at gå der. Og hastigheden er i gennemsnit ca. 3 km/t. Der er hængebroer eller træbroer, og der kan være vad  - overgang over en elv - som skal forceres.

Mange steder i fjeldet er der udlagt spånger. Spånger er brædder, der ligger på ruten. Nogle steder ligger de bare løst, andre steder er de sømmet fast til bjælker nede under, eller samlet med kæder. Spångerne ligger der – dels for at beskytte naturen, så man "tvinges" til at gå på spångerne, og ikke slide på naturen ad flere ruter – dels for at man kan komme gennem vådområder eller blokmark - meget storstenede områder - og mindre stenområder. 

Det kræver lidt balancekunst nogle steder at gå på spånger. Man skal også holde balancen over de små broer over vandløb flere steder. Her er der også bare bygget en lille træbro uden rækværk. Nogle steder er broen 3 brædder bred andre steder bare 2 brædder bred, og så er det tungen lige i munden, eller bruge vandrestavene som balancestang. 

På visse strækninger kan det tage 1½ time at gå bare 1 kilometer. Man kan måske holde 3-4 ki-lometer i timen, og for hver +300 m's højde skal der tillægges en time til halvanden - selvom der står i bøgerne at ruten er "letvandret".  Den rute jeg har været længst tid om var på 17 km og tog godt 11 timer. Dette skyldes ikke mindst de vandløb jeg skulle over. 

Indkøb

På mit skrivebord havde jeg hele tiden en blok liggende, hvorpå jeg skrev min indkøbsseddel. Hver gang jeg kom i tanke om noget, skrev jeg det på listen. 

Senere kunne jeg vurdere om det skulle købes, eller var overflødigt. Det var min ”max-liste”. På Friluftslands hjemmeside rekvirerede jeg et katalog. Jeg var så heldig, at der netop var udkommet et nyt katalog og det var simpelthen slaraffenland. Der var næsten ikke grænser for hvad man kunne købe af specielt udstyr og der var mange fristelser. Min liste voksede drastisk, da jeg havde bladret kataloget igennem. Rygsæk, liggeunderlag og sovepose lånte jeg af min søster, som havde noget rigtig godt udstyr, der kun var brugt en enkelt gang for år tilbage. Jeg købte en del udstyr, også udstyr som var ”for en sikkerheds skyld”. Alt hvad jeg købte har jeg haft brug for, eller har brugt. 

I Nordisk Korthandel i Studiestræde 26-30 havde jeg købt det uundværlige kort BD6 og et kompas samt Claes Grundstens bog ”På fjälltur. Kebnekaise och Abisko. Turbeskrivningar” - "Vandra Kungsleden I" - den i lommeformat. I denne bog gjorde jeg små notater, og understregede det der omhandlede selve vandringen. Claes Grundsten beskriver også den omliggende natur, og andre vældig interessante oplysninger. 

I Friluftsland på Frederiksborggade 44 købte jeg nye vandrestøvler. Et par lækre læderstøvler i mærket LOWA. I tøj- og udstyrsbutikken butikken i nr. 52 købte jeg en meget lækker fleecetrøje i mærket Arc’teryx. Denne trøje er produceret i den dengang nye type fleece, der er endnu tættere i strikket og så er den lige så varm som en uldtrøje. Og bliver den våd, tørrer den på et kort øjeblik. En god investering, og sådan en fleecetrøje er ikke til at slide op.

Indkøbet sluttede af med indkøb af lidt udvalg af tørkost. Jeg skulle afprøve hvilke typer jeg bedst kunne lide. Jeg spiser ikke kød fra klovdyr, så forrådet af tørkost blev på turen indskrænket til kartoffelstuvning (den bliver jeg vist aldrig træt af) og karrykylling (den blev jeg rigtig træt af). Jeg købte også et Trangia - et stormkøkken. Nyeste skud på stammen af Trangia på det tidspunkt, var en endnu mere ultralet udgave på 765 gram. Senere er jeg gået over til gasbrændere, da det går meget hurtigere. På et par minutter kan jeg koge ½ liter vand med en gasbrænder. Senere i bogen kommer jeg ind på de forskellige typer kogeapparater.

Resten af udstyret bestilte jeg over Internettet hos Friluftsland.

Da jeg skulle vælge telt havde jeg flere muligheder, - men vægten blev det altafgørende. Valget faldt på et helt nyt telt, da mit gamle 3-personers telt vejer 3,4 kg (et super godt billigt telt fra Superbrugsen købt for flere år siden). Et MSR Zoid 1 blev det til. Egoistteltet som det også kaldes. Det er en letvægter på 1,3 kg til en person. Teltet har en lille apsis med mulighed for opbevaring af en smule grej. Men der er ingen mulighed for at have rygsækken inde i teltet, da pladsen er trang. Rygsækken kan heller ikke være helt inde under den store del af apsis, den er derfor henvist til at ligge udenfor, pakket ind i et regnslag. Efterfølgende har jeg købt et Hilleberg Akto med footprint. Fantastisk dejligt letvægtstelt med god plads, og god plads i apsis så rygsækken også kan være der. Og så har det god siddehøjde i modsætning til Zoid 1 teltet, som i øvrigt er taget ud af produktion.

Senere, da tiden for min afrejse nærmede sig, supplerede jeg mine indkøb og denne gang hand-lede jeg i Friluftsland i Roskilde, hvor der også er stor viden om fjeldgrej og hvor de ansatte har stor erfaring med bl.a. vandring. De ved hvad der skal til og har selv stor erfaring på området. Og så viser de ansatte interesse for en, spørger hvor man skal hen. Jeg sørger for altid at have god tid, når jeg handler i grejbutikker, for der er masser at kigge på. Selvom jeg har en super god rygsæk orienterer jeg mig altid med andre mærker, hvad kan de, hvordan sidder lommerne, er der andet smart som min egen rygsæk ikke har. Og sådan går der let en del tid med at ose. 

Fysikken

En meget stor del af forberedelsen til en vandretur er fysikken. Kroppen skal under turen, bære alt – proviant, tøj og det hele. Så ben, arme og ryg skal trænes godt. Og det nytter ikke noget at gå i træning 14 dage inden, man skal af sted. Det kræver flere måneders forberedelse, for at mindske risikoen for skader. På en måned kan man let træne musklerne op, og det er synligt og mærkbart. Derimod er sener og led mange måneder om at følge med træningen. Det er blandt andet derfor, at nybegyndere ud i løbetræning først mærker skaderne efter flere måneder. "Nu gik det lige så godt". Det er simpelthen led og sener der siger stop, hvis træningen er gået for stærkt, eller er blevet for hård. 

Jeg var i nogenlunde god kondition på grund af løbetræning, men jeg var ikke helt tilfreds, og ville træne noget mere med arme, ben og ryg. Jeg blev en endnu mere flittig gæst i det lokale motionscenter. En god øvelse for benene jeg udførte meget, var at sidde på en af bænkene med 9 kg's håndvægte i hver hånd, og med armene ned langs siden, og så rejste jeg mig op, og satte mig ned – op og ned mange gange. Herudover trænede jeg også benene hjemme. Jeg har en lille skammel, der passer i højden, så benene er i 90 graders vinkel – både ved hoften og ved knæene. Her trænede jeg samme øvelse - uden håndvægte. Øvelser jeg udførte hver morgen.

Et par gange om ugen - eller som nu tiden var til det - pakkede jeg rygsækken med vægt og gik lange ture. Jeg er vant til at vandre, så jeg startede med 8 km med 12 kilo på ryggen - uden pro-blemer. Langsomt øgede jeg vægten i rygsækken og længden på ruten.

Da jeg uden efterfølgende problemer kunne gå 15 km i skoven med 18 kg på ryggen, var jeg til-freds.

Klar 

På gæstesengen i mit arbejdsværelse havde jeg længe før afrejse lagt alt mit udstyr. Jeg havde sorteret det i bunker afhængig af hvilken type udstyr det var. Og sådan kunne jeg have stort overblik over mit udstyr. Jeg stod ofte bare og kiggede på udstyret og i tankerne levede mig ind i vandreturen. Kortet i stuen mindede mig hele tiden om det forestående. Det var en spændende og god fornemmelse. Nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme af sted. Tiden sneglede sig af sted.

Jeg var super klar til afgang og helt tændt. Både fysisk og mentalt. Jeg skulle ud på ”En fjeld-vandrers jomfrurejse”.