|
Her er info om hvilken proviant man kan tage med sig i fjeldet og nogle opskrifter.
Man kan supplere med indkøb undervejs ved nogle af hytterne, hvor de store hyttesteder har stort udvalg (langtidsholdbart mad, ikke ferske varer) og de små hytter begrænset udvalg eller slet intet. Se på STF's hjemmeside for udvalg og priser (det er selvfølgelig dyrere end i butikker udenfor fjeldet, da alt er transporteret ind med helikopter).
Jeg supplerer gerne ved hytterne med knækbrød, tubeost, dåser med tun og Tortellini med ost, eller en dåse wok grøntsager (og guf). Man kan variere sin kost under vandringen ved at blande færdiglavet tørkost med hjemmelavet tørkost over dagene. Det letteste er selvfølgelig at medbringe 12 poser Travellunch (e.lign.), hvor hver pose vejer ca. 125 gram og der bare skal tilsættes kogt vand. Det kan dog være sjovere og langt mere velsmagende at supplere med sin egen hjemmelavede mad (opskrifter nederst på siden). Og man har som regel oceaner af tid til at tilberede maden i fjeldet. Tortellini vejer 250 gram pr. pose, men kan også være en god variant at supplere med f.eks. sammen med en dåse tun. Er man på vandring væk fra hytter har vægten af sprit, gas m.m. en stor betydning, og her er det selvfølgelig hurtigst at koge vand til tørkost. Telter man ved hytter, eller bor i hytter er der "køkken" der = gas-apparater til tilberedning af mad. Som telter ved hytter kan man købe sig adgang til køkkenet (og lokummerne) 2 timer om morgenen og 2 timer om aftenen - ca. 40 kr. for en overnatning ved hytte. OBS! Der er ingen strøm i hytterne, ej heller træk og slip og rindende vand. Man henter vand i 10 liters spande ved elven og der er lokummer. Brug genlukposer til alt muligt. Afvej hver morgengrød hjemmefra, og lav en test af hvor meget vand, der skal tilsættes, så får du altid den samme slags grød. Brug din mug som målebæger. Jeg laver morgengrød af 35 gram øko havregryn og 35 gram øko Urtekram speltflager til 3 dl vand. Det giver en god grødkonsistens. Husk en smule salt i. Speltflager er ligesom grove havregryn, bortset fra at de ikke er fyldt med skaller. Til sukker, salt, Nescafe, olie m.m. bruger jeg Nalgene plastbeholdere som findes i mange strørrelser. Den mindste er på 30 ml vejer 12 gram. Min proviantliste til 12 vandredage i 2009 så sådan ud (bemærk dog at jeg kun spiser fisk og fjerkræ, derfor optræder der ikke noget med kød fra klovdyr): Proviant 3 Poser Tortellini med ost (250 g pr. stk.) 3 poser Kartoffelmospulver Tørret kyllingekød til 2 måltider Tørrede gulerødder, tørrede champignon, tørret rød peber, tørrede æbler 2 gange 1 dl Bulgur 2 gange 2 dl røde linser Fetaost
Soltørrede tomater (købt) Knorr krydderi
Santa Maria "Spice Mix" Karry Salt Et par poser til brødblanding til "Bodils madbrød", se opskriften længere nede.
10 poser breve Nestle Choko Hot
Afmålt Nescafe til 16 kopper Afmålt "Hvid tempelte" til 12 kopper 5 poser enkeltkop Blåbærsuppe (opdelt fra stor pose) Afmålt poser med 70 gram morgenmad (35 g havregryn + 35 g speltflager). Passer til 3 dl vand (min mug fyldt næsten op)
Sukker (afmålt til X antal portioner havregrød opbevaret i Naglene plastbeholder)
1 pakke blødt brød til den første uge
Ost til den første uge 3 breve aspargessuppe 1 tube urtecreme Helsekost 3 dåser vegetarpostej Nogle skiver groft rugbrød til de første dage
Knækbrød (købes undervejs, når andet brød slipper op) Helagsbrød (se opskrift længere nede) En rulle økologiske speltkiks En genlukpose med blandet tranebær, økologiske abrikoser, mandler og hasselnødder (energi som mellemmåltider) - 600 gram i alt 1 pose lakridskonfekt i genlukpose 1 plade chokolade brækket i stykker i genlukspose En genlukpose med blandet tranebær, økologiske abrikoser, mandler og hasselnødder (energi som mellemmåltider) - 600 gram i alt 1 pose lakridskonfekt i genlukpose 1 plade chokolade brækket i stykker i genlukspose Det altafgørende for hvilken mad man skal medbringe er holdbarhed og vægt. Bulgur og kartoffelmospulver egner sig til at medbringe, frem for ris, da vægten er lav, og tilberedningstiden også er lav. Ingredienser til madbrød (se opskrift længere nede) medbringes og kan steges på pande (også trangiapande). Lækkert at supplere med undervejs et par dage. Man kan selv tørre sine madvarer. Man kan tørre alle mulige grøntsager. Generelt er det sådan, at grøntsagerne skal tilbederes til sådan som man ønsker dem anvendt. Tørrede rå gulerødder bliver til rå gulerødder, tørrede rå løg bliver til rå løg osv. Tørrede gulerødder 500 gram skrællede gulerødder bliver således til 44 gram. Gulerødderne skrælles og skæres i små stykker på ca. 0,5 cm. Koges i letsaltet vand i 4 min. Spredes ud på bagepapir og tørres i ovnen ved ca. 60-70 grader i 4 timer. Sæt grydelapper i klemme i hver side af ovndøren, så der er en lille sprække, så overskydende fugt let kan komme ud. (Her skal man ikke tænke på el-forbruget). Når gulerødder skal bruges lægges de i lidt kogt vand i blød i ca. 20-30 min, hvorefter de blandes med bulgur, kartoffelmospulver eller suppleres i gryderet med andet o.lign. Opbevares i genlukpose eller Nalgene plastbeholder. Tørrede champignon 400 gram rensede og skivede champignon bliver således til 32 gram. Champignon kan købes skivede i 200 grams pakker. 2 pakker spredes ud på bagepapir og tørres i ovnen ved ca. 60-70 grader i 4 timer. Sæt grydelapper i klemme i hver side af ovndøren, så der er en lille sprække, så overskydende fugt let kan komme ud. (Her skal man ikke tænke på el-forbruget). Når champignonerne skal bruges lægges de i lidt varmt vand i blød i ca. 30 min, hvorefter de duppes tørre med papir e.lign. og steges i gryde eller på pande. Herefter kan de spises sammen med bulgur, kartoffelmospulver, suppleres i gryderet med andet o.lign. Opbevares i genlukpose eller Nalgene plastbeholder. Tørret kylling (til 2-3 personer afhængig af tilbehøret) 3 store kyllingefiletter koges i 20 min. i vand tilsat en grøntsags-bouillonterning. Skæres i små tern som fordeles på bageplade med bagepapir. Tørrer i ovnen ved ca. 70-75 grader i 5 timer. Sæt grydelapper i klemme i hver side af ovndøren, så der er en lille sprække, så overskydende fugt let kan komme ud. (Her skal man ikke tænke på el-forbruget). Tørret spinat 1 pose hel spinat tilsat lidt salt "koges ned" i gryde. Skæres i små tern som fordeles på bageplade med bagepapir. Tørrer i ovnen ved ca. 70-75 grader i ca. 4 timer. Klumper lidt sammen, så det skal rives fra hinanden under tørringen, så tørringen sker jævnt. Sæt grydelapper i klemme i hver side af ovndøren, så der er en lille sprække, så overskydende fugt let kan komme ud. (Her skal man ikke tænke på el-forbruget). Kyllingeret Af tørret kyllingekød, spinat, champignon og gulerødder (eller anden kombination) kan der laves en lækker ret. Ingredienserne lægges i blød ca. ½ time i varmt vand. Der varmes lidt olie i en gryde (det kan være i en Trangiagryde, eller en gryde i en hytte). Vandet hældes fra blødgøringen og ingredienserne kommes i gryden sammen med et brev Knorr sauce f.eks. grøn pebersauce og der tilsættes frisk koldt vand, - det hele koges op og småsimrer lidt. ½ grøntsags bouillontern tilsættes også for at give ekstra smag. Hertil kan spises f.eks. bulgur (bulgur er lettere i oppakningen end ris). Fuldkornsbulgur er super med stor nærings- og mæthedsværdi. Bulguren koges i 10 min. og stilles tilside, mens kyllingeretten tilberedes (efter iblødsætningen). Skal det være yderligere gourmet, kan der laves Bodils madbrød til. Se opskrift længere nede. Bodils madbrød 100 gram øko grov italiensk Durummel 75 gram øko Hvedemel gerne fra Mørdrupgård 1 tsk bagepulver 1 knivspids salt 1 1/4 dl koldt vand Godt med olie til at stege i Mel, bagepulver og salt hældes i genlukpose. Luftet presses ud, og posen rulles sammen og fastgøres med tape. Skriv 1 1/4 dl på posen (så behøver man ikke huske det). Afmål hjemmefra hvad vandet svarer til i f.eks. din mug. Åbn posen og pust forsigtigt lidt luft i, hold foroven og ryst melblandingen sammen. Brødblandingen hældes i en lille gryde og vandet tilsættes. Røres godt sammen med en ske. Skal ikke æltes. Dejen "smøres" ud på en kold pande hvor der er rigeligt med olie på, brug noget af olien til at smøre øverst så brødet så vidt muligt bliver samme højde overalt. Brødet skal nærmest koge fra start (pas på det ikke brænder på). Når brødet har suget det meste olie vendes brødes forsigtigt og bages færdigt på den anden side. Ca. 5 min. på hver side. Der er rigeligt brød til 2 personer til supplement til aftensmaden, eller som frokostbrød i stedet for knækbrød. Brødet mætter meget og er et hit ude i felten. Bages let på et Trangia (helst på gasbrænder, da det er lettere at regulere varmen). Bon appetit! |
Foto: I glasset til venstre ses tørrede gulerødder af 500 gram skrællede, - efter tørring i 4 timer kun 44 gram.
Helagsbrød
Meget stor portion der bages hjemmefra.Tag eventult kun noget af det med, og frys resten ned, så der er lækkert brød til at riste, når man kommer hjem fra vandreturen. 1 liter A38, ymer eller ylette 3 revne æbler 13 dl hvedemel 4 dl havregryn 2 dl hørfrø 2 dl solsikkefrø 2 dl rosiner 2 tsk salt 5 tsk bagepulver A38 og de revne æbler blandes i en skål. I en anden skål blandes øvrige ingredienser. De to skåles indhold blandes sammen.Dejen flades ud i en bradepande eller bageplade med bagepapir. Bages ved 175 grader i 1 time og 10 min. Opskriften er fra "Turist". Det blad man får tilsendt, når man er medlem af
Svenska Turistföreningen. |

