|
Det moderne menneske har igennem de seneste 200 år udplyndret naturens ressourcer, hvil-ket har medført historiens hidtil største klimakrise. Hvis vi i stedet lærer af naturens kredsløb og tænker produktion og forbrug helt om, kan vi sikre fremtidens generationer et holdbart liv. Cradle-to-Cradle princippet kan være vejen frem.
Af: Alexander Adamsen, Mikkel Dohn, Clara Lambert, Johanne Bille, Cecilie Dupont, Maria Buck, Julia Kuhn & Tine Jakobsen, Ørestad Gymnasium Kloden er én levende organisme, og alt, hvad vi gør, er enten nærende og opbyggende eller ødelæggende og nedbrydende for den. Vi ved, at mennesket er en del af ét levende system, som vi ikke kan se os selv adskilte fra. Samtidig er vi også bevidst om, at vores livsstil og produktionsform generelt ikke afspejler den viden. Vi bliver nødt til at finde en radikalt anderledes måde at producere og indrette os på, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at skabe en lys fremtid.
Nyt miljøparadigme
Den nystiftede Cradle-to-Cradle bevægelse – på dansk fra vugge til vugge - er netop et eksempel på, hvordan man med en bæredygtig recept kan sikre fremtidens miljø. Ophavsmændene bag konceptet er tyske Dr. Michael Braungart og den amerikanske arkitekt William McDonough. I korte træk går projektet ud på at forme vores måde at leve og forbruge på således, at vores affald bliver næringsstoffer for fremtidige generationer. I stedet for at fremstille produkter der, når man smider dem ud, bliver til affald, som fylder og forurener på lossepladser, fokuseres der på et design, der har hele ”livscyklussen” for øje. Rigdom og vækst uden affald
Derudover fokuserer de to pionerer bag konceptet, Braungart og McDonough, på at gøre op med de eksisterende alvorlige destruktive produktionsmetoder ved metoder, der ikke hæmmer den fremtidige vækst og udvikling. De foreslår blandt andet, at bygninger som følger C2C-princippet skal producere mere energi end de forbruger og samtidig rense eget spildevand. Med andre ord skal bygningen fungere ligesom et træ, der laver ilt og renser vandet. Søren Lyngsgaard, som er medstifter af vuggetilvugge.dk, den danske bevægelse af Cradle-to-cradle konceptet fortæller:
”Bygninger skal selv kunne tage ansvar for vandcirkulationen ved, at deres vandsystem indgår i et parksystem enten på taget eller i bygningen. Vi ser bygninger som træer og byer som skove”. Endvidere skal produkter, der ikke længere kan bruges, ikke blive til nytteløst affald, men i stedet designes således, at de kan smides på jorden og omdannes til føde for planter, dyr og næringsstoffer. På samme tid skal affaldet kunne falde tilbage ind i industrielle cyklusser og dermed bidrage til at levere råmaterialer af høj kvalitet til nye produkter.
Green vision
Hos Cradle to Cradle bliver der først lavet miljøprofil af alle produkter. Det vil sige, at alle produkter bliver undersøgt helt ned til en tusindedel, og der bliver taget forbehold for, hvilket miljø, de bliver sat ud i. Derefter bliver alle miljøskadelige midler erstattet med nogle, som kan indgå i et biologisk eller teknisk kredsløb. På verdensplan er over 200 produkter af forskellig sort allerede blevet miljøprofileret, det gælder bl.a. Nikes sko af mærket ”Nike Consideret”. Skoene er produceret, så alle materialer kan omdannes og genbruges. Desuden er alle deres skosåler fremstillet af et økologisk næringsstof , hvilket vil sige, at alt, hvad der bliver slidt af, kan indgå i et teknisk kredsløb. Der er også fremstillet whiteboards med en overflade bestående af keramisk materiale, toiletpapir der komposterer og kontorstole af 45 % genbrugsmaterialer som et led i Cradle-to Cradle-konceptet. Holland har allerede taget et afgørende grønt skridt, da de har valgt at bygge 60.000 ejendomme efter konceptet. 75 % af byggeindustrien i Holland er derfor nu bekendte med Cradle-to-Cradle princippet. Til World Future Energy Summit i januar 2008 blev der præsenteret en model for en ny og miljøvenlig bygning lavet efter konceptet. Den kunne bl.a. selv sørge for rensning af spildevand og indeklima og har en facade bestående af solceller.
Samvittighed, der er til at betale
Mange vil gerne have kastet de miljørigtige produkter i nakken. Ud over at være brugbare i hverdagen, styrker de nemlig også den gode samvittighed. Udviklingen af disse smarte produkter har dog, som så mange andre ting, en pris. At skille et produkt ad ned til 100 ppm (parts per million) og erstatte miljøskadelige stoffer med nogle, der er til gavn for miljøet, koster tid. Og tid koster penge. Alligevel fastholder Søren Lyngsgaard, at princippet i længden kan bespare firmaer store udgifter.
”Der er for eksempel et schweizisk tekstilfirma, som har lavet tekstiler, der er fuldstændig komposterbare. De farvestoffer, der indgår i farvningen af deres tekstiler er fuldstændig harmløse, og du kunne drikke en halv liter af det, uden at der sker noget, ” fortæller han.
”Firmaet kan producere 20% billigere, fordi de ikke skal betale afgifter til kemisk affald. Så på nogle områder vil det være billigere, når først man har fået sit produkt designet.”
Han tror derfor, at vi vil se flere og flere produkter i fremtiden, som anvender Cradle-to-cradle principperne - samtidig med, at de er til at betale.
|